Video : Tipsbladet
Premier League

Eriksen: Ikke første gang der har været rygter

Tottenhamstjernen rygtes endnu engang væk fra klubben, men han vil ikke kommentere på løse påstande.

Christian Eriksen er endnu engang et varmt emne i transferpressen. Danskeren har endnu ikke forlænget sin kontrakt i Tottenham, og det har pustet liv i rygterne om et skifte fra Premier League-klubben.

Blandt de interesserede klubber er den spanske storklub Real Madrid, der givetvis vil udnytte, at danskerens kontrakt udløber om halvandet år - så er prisen nemlig ikke så høj.

Hovedpersonen selv vil dog ikke tage stilling, så længe der ikke er noget konkret tilbud på bordet.

- Det er ikke første gang, at der har været rygter, og når aviserne skriver noget, så er det ikke noget, vi er herrer over, og hvis ikke der er noget konkret, så kommenterer jeg bare på rygter, siger Eriksen til TV3 Sport.

Danskeren understreger, at han godt selv ved, hvad han vil, og at han har en fin dialog med klubben i øjeblikket.

Tirsdag aften var han desuden med for Londonklubben, der vandt 1-0 hjemme på Wembley i den første Carabao Cup-semifinale mod Chelsea.

Returopgøret spilles om to uger.