Video : Tipsbladet
Premier League

Eriksen kom på tavlen i Tottenham-sejr

Tottenham fik en drømmestart, da de tirsdag slog Cardiff uden problemer.

Christian Eriksen kom på tavlen, da Tottenham viste klassen og slog Cardiff City 3-0 tirsdag.

Tottenham fik en vaskeægte drømmestart på opgøret, og allerede efter tre minutter var de foran, da Harry Kane stod i vejen for en clearing fra Cardiffs Sean Morrison og i stedet dirigerede bolden i mål.

Men Tottenham slap ikke på speederen, og ti minutter senere kunne de fordoble føringen. Denne gang var Christian Eriksen, der scorede med et flot spark fra kanten af feltet. Det var Eriksens fjerde mål i denne sæson.

I det 26. minut blev det også til 3-0, da Son Heung-min sikkert afsluttede et kontraangreb, og det blev det sidste mål i første halvleg.

Efter pausen havde Tottenham en håndfuld store muligheder for også at score deres fjerde mål, men skarpheden manglede. Til gengæld kom Cardiff heller ikke tæt på et comeback, og det sluttede med en 3-0-sejr til Tottenham.

Dermed kom Tottenham tilbage på sejrsporet, efter at de i sidste runde tabte til Wolverhampton, og de rykker op på andenpladsen i Premier League. De kan dog miste andenpladsen igen, hvis Manchester City slår Liverpool torsdag.