Video : Tipsbladet
Premier League

Eriksen om forlængelse: Har været dialog med Tottenham mange gange

Den danske stjerne har "kun" kontrakt med Tottenham frem til sommeren 2020.

Christian Eriksen er landsholdets vigtigste spiller, og han er også en af de vigtigste på klubholdet i Tottenham.

På det seneste har danskeren dog ikke været fast mand i startopstillingen for London-klubben, og spørgsmålet er, om det reelt er, fordi andre er bedre end Eriksen lige nu, eller om det er en del af et større spil om den kontrakt, der udløber i sommeren 2020.

For Christian Eriksen er værdifuld, men formår Tottenham ikke at forlænge med danskeren i denne sæson, kan det tvinge et salg igennem til sommer, så Tottenham ikke risikerer, at Eriksen smutter gratis i sommeren 2020.

Det helt optimale er naturligvis, at parterne bliver enige om en ny aftale, men Christian Eriksen er ikke selv med på, hvor parterne står i forhandlingerne, eller om en ny aftale med "Spurs" er tæt på.

- Jeg har min agent til at tage sig af det, så jeg kan fokusere på at spille fodbold. Så ser vi i sidste ende, hvor det ender. Der har været dialog med Tottenham mange gange. Jeg kan ikke sige, om det er lige op over. Det må du spørge dem om, siger Christian Eriksen til BT.

Eriksen har spillet 13 kampe for Tottenham i denne sæson - han har scoret en enkelt gang og lagt op på to scoringer.

Danskeren er tilbage i landsholdstruppen, efter han senest missede kampene med en skade i maveregionen.