Everton-stjerne: Har ikke fingre nok til at tælle alle afvisningerne
Foto: Getty Images
Premier League

Everton-stjerne: Har ikke fingre nok til at tælle alle afvisningerne

Richarlison var meget tæt på at opgive karrieren, fordi ingen ville have ham som ungdomsspiller

Evertons nyindkøbte brasilianer Richarlison har fået en flyvende start i Premier League. Tre mål i fire kampe er det blevet til i Liverpoolklubben, mens han i sin debut på det braslianske landshold scorede to mål. 

Men det har langt fra altid ligget i kortene, at den 21-årige kantspiller skulle nå til tops på den måde. Faktisk var han tæt på at indstille karrieren, før den overhovedet var gået igang. 

- Jeg har ikke fingre nok til at tælle alle de klubber, der afviste mig, siger Richarlison til AS.

- Jeg var klar til at opgive fodbold, men jeg tog mig sammen og tog til Belo Horizonte. Jeg havde kun penge nok med til togbilletten til min sidste prøvetræning hos America MG. Hvis jeg ikke klarede den, havde jeg ikke penge nok til at komme hjem til Espititu Santo, som ligger 600 kilometer derfra.

Den unge brasilianer gav alt til sin prøvetræning og bestod. Han flyttede ind hos sin onkel, som boede tættere på træningsanlægget, og solgte slik og is på gaden for at tjene penge. 

I dag er drømmen gået i opfyldelse for Richarlison, der har taget vigtige livserfaringer med sig.

- Jeg har lært, at man er nødt til at have tålmodighed og udholdendhed, og at man skal tro på det bedste i folk for at kunne nå sine mål.