Evra: Sulten er tilbage i United
Illustration
Premier League

Evra: Sulten er tilbage i United

Patrice Evra ser mere sult i øjnene hos sine holdkammerater, der nu har formået at vinde fire kampe i træk i Premier League.

Manchester United er begyndt at ligne sig selv igen. Det var langtfra prangende mod Norwich lørdag, men en 1-0-sejr blev hentet på udebane, og dermed er de forsvarende mestre nu otte point efter førerholdet Arsenal i Premier League.

De seneste fire kampe i ligaen er vundet, og Patrice Evra ser da også noget i øjnene hos sine holdkammerater, som, han føler, har manglet.

- Jeg ser kun på nutiden. Holdet spiller nu bedre, vi har denne vindermentalitet og United-ånd, som manglede i starten af sæsonen. Jeg kan se, at vores sult er vendt tilbage, så jeg er selvsikker, men jeg vil ikke tale om mesterskabet. Jeg vil kun snakke om den næste kamp mod Tottenham på hjemmebane. Vi skal sørge for at vinde den, så vi holder vores momentum, siger Evra til klubbens tv-station, MUTV.

Det var Danny Welbeck, der sørgede for sejren, da han blev skiftet ind og scorede kampens enlige mål. Welbeck har vist god form i denne sæson, og han får roser med på vejen af viceanføreren.

- Welbeck gjorde forskellen. Jeg er så glad på hans vegne, for han arbejder så hårdt, og han er begyndt at score mange mål. Jeg håber, det fortsætter.

- Holdet er stærkt, men det handler ikke kun om en enkelt spiller. Vi manglede også Wayne Rooney og Robin van Persie, da vi mødte Stoke, og når de kommer tilbage, bliver vi endnu stærkere, hvorfor jeg er så glad. Med dem er vi det stærkeste hold i Premier League, så vi er nødt til at fortsætte med at vinde - med eller uden dem, siger Evra.