Video : Tipsbladet
Premier League

FA-formand til PL-klubberne: Sæsonen bliver ikke færdigspillet

Greg Clarke skulle have meddelt Premier League-klubberne, at han ikke tror på, at sæsonen bliver spillet færdig. Det skriver The Times.

Bestyrelsesformanden for det engelske fodboldforbund, Greg Clarke, har meddelt Premier League-klubberne, at han ikke tror på, at sæsonen bliver fuldført, hvilket kan få enorme finansielle konsekvenser for alle involveret i engelsk fodbold.

Det skriver The Times.

Premier League-klubberne holdt fredag formiddag det krisemøde, som medførte, at man valgte at suspendere Premier League og alle de lavere rækker af engelsk fodbold frem til tidligst den 3. april.

Til mødet skulle Clarke dog have fortalt de forsamlede repræsentanter for klubberne, at han ikke mente, det var muligt at spille sæsonen færdig, og henviste til den britiske regerings seneste prognoser om coronavirussen.

I øjeblikket forventer de britiske myndigheder nemlig ikke, at smittespredningen vil have nået sit højdepunkt i Storbritannien før omkring midt i juni.  Derfor tror Clarke ikke på, at Premier League-klubberne bliver i stand til at spille kampene før efter da.

Og skal man tro The Times, lyder det også til, at Premier League-cheferne har tænkt samme tanke.

I øjeblikket er Premier League altså indstillet frem til første weekend i april, men Brighton-direktør Paul Barber skulle til formiddagens møde have stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke suspenderede ligaen i længere tid, når nu den britiske regering først ser en bedring i situationen til sommer.

Hertil skulle Richard Masters, Premier Leagues administrerende direktør, have sagt, at der ganske rigtigt venter en stor udfordring, men at den midlertidige suspendering af ligaen giver klubberne og de involverede parter længere tid til at diskutere løsningerne samt mulige konsekvenser.

For konsekvenser vil der formentligt være masser af, hvis man skal tro rapporten fra The Times.

Som en ledende person fra et broadcasting-firma fortæller til mediet:

- Den kommercielle virkelighed for Premier League og UEFA er, at færdiggør de ikke sæsonerne, så bryder de deres kontrakter med tv-udbyderne.

- Bliver det tilfældet, vil tv-udbydere fra hele verden sige, at de da nægter at betale for hele sæsonen. Snakker vi om Premier League alene, er det en indtægt på £3 milliarder årligt fra uden- og indenlandske tv-rettigheder.

Læs mere om overvejelserne i det engelske og de tre scenarier, som klubberne angiveligt svæver imellem lige nu her.