Video : Tipsbladet
Premier League

Fabinho: Konkurrence er godt for holdet

Fabinho glæder sig over konkurrencen i Liverpool, selv om han selv måtte se hele Premier League-premieren fra bænken.

Da Liverpool i weekenden indledte Premier League-sæsonen, måtte Fabinho se til fra bænken i kampens 90 minutter. I stedet var det James Milner, Georginio Wijnaldum og Naby Keita, der udgjorde midtbanen, mens Jordan Henderson også fik et indhop.

Fabinho brokker sig imidlertid ikke over, at han ikke fik spilletid. Tværtimod mener han, at konkurrencen på midtbanen er god for holdet. Det fortæller han til Sky Sports.

- Da jeg kom til Liverpool, vidste jeg, at der ville være konkurrence på midtbanen, og jeg synes, det er rigtig godt for holdet.

- Hvis der sker noget med en spiller, er der gode reserver. I løbet af træningskampene spillede jeg sammen med flere forskellige, og vi spillede godt sammen. Så samlet set synes jeg, det er en god ting for holdet, fortæller brasilianeren.

Fabinho er kommet til Liverpool denne sommer fra AS Monaco, og selv om de to klubber spiller på forskellige måder, har midtbanespilleren været glad for sine præstationer i venskabskampene hidtil.

- Jeg synes, at mine præstationer har været gode. Det er en anden spillerstil end i Monaco, hvor der var to på midtbanen, og her i Liverpool er der tre.

Liverpool slog West Ham med 4-0 i premieren.