Fænomenal åbning: Arsenal vender nederlag til sejr mod Leicester
Foto: Shaun Botterill/Getty Images
Premier League

Fænomenal åbning: Arsenal vender nederlag til sejr mod Leicester

En lang ventetid er nu overstået, og i den første Premier League-kamp i sæsonen sejrede Arsenal med 4-3 over Leicester.

I dag blev Premier League skudt i gang, da Arsenal på hjemmebane tog imod Leicester, og det blev en særdeles underholdende affære.

Allerede efter bare lige over et enkelt spilleminut var nyindkøbte Alexandre Lacazette i fokus. Angriberen modtog et indlæg fra Mohamed Elneny, og så kunne franskmanden heade den til højre for Kasper Schmeichel ind i målet.

Tre minutter senere kom der endnu et mål, da Leicester fik hjørnespark. Bolden blev spillet kort og så sendt til fjerneste stolpe, hvor Petr Cech gik fuldstændig fejl af den. Harry Maguire headede den på tværs, og så var det bare en formel for Shinji Okazaki at sende den i mål.

Efter en halv times spil var Jamie Vardy på spil, da han modtog et fladt indlæg, hvorefter han kanonerede bolden i netmaskerne. Dermed var kampen nu fuldstændig vendt på hovedet.

Lige før pausetid kom Arsenal dog på omgangshøjde, da Danny Welbeck efter et kaotisk angreb fik bolden i mål. I første omgang var der tvivl om, hvorvidt han var offside, men scoringen blev altså anerkendt, så pausestillingen var 2-2.

Ti minutter inde i anden halvleg var Vardy igen i fokus, da et hjørnespark blev sendt fantastisk ind, så angriberen nemt kunne oppe op og heade bolden i kassen.

Arsenal kom naturligt til at dominere mere og mere af kampen, da de jagtede udligningen, men det var som om, at den afgørende aflevering hele tiden manglede. Det hele gik dog op i en højere enhed med syv minutter tilbage, da en dødboldssituation blev udnyttet. Bolden røg ud foran feltet, hvor den blev sendt ind til Aaron Ramsey, der tæmmede den, tog et træk og bankede den i mål.

Bare to minutter senere gik Emirates Stadium amok, da Olivier Giroud på et hjørnespark lige nøjagtig headede bolden over stregen ved hjælp af overliggeren, og så var kulminationen total. Arsenal havde vendt kampen i slutminutterne, og da der ikke blev scoret flere mål, vandt hjemmeholdet med 4-3 og gik fra banen med den bedst mulige start på sæsonen, mens Leicester kunne ærgre sig over at have smidt sejren væk.