Ferguson: Jones et ufatteligt talent
Illustration
Premier League

Ferguson: Jones et ufatteligt talent

Manchester Uniteds manager Sir Alex Ferguson tøver ikke med at kalde Phil Jones et ufatteligt talent. Især Jones' alsidighed imponerer skotten.

Før forrige sæson hentede Manchester United den dengang 19-årige forsvarsspiller Phil Jones i Blackburn for hele 130 millioner kroner. Siden har den engelske altmuligmand spillet 57 kampe for Manchester United og fem landskampe for England. Den nu 21-årige Phil Jones har i denne sæson leveret glimrende præstationer, og Ferguson er meget begejstret for sin unge profil.

- Jones bliver en fantastisk spiller. Hans talent er ufatteligt. Man kan bruge ham på hele banen. Jeg tror endda, man kan bruge ham i angrebet. Han er sådan en type spiller. Han er et bæst på fodboldbanen, siger Ferguson ifølge ESPN.

Faktisk vil Ferguson beskrive Jones som en meget unik spiller, der ikke tidligere er set i den engelske storklub.

- Han er en af de usædvanlige spillere, man støder på ind i mellem, og som kan spille overalt på banen. Vi har aldrig før haft en spiller som ham, der kan præstere på den måde, forklarer Ferguson.

Phil Jones og Manchester United skal på mandag møde Manchester City hjemme på Old Trafford. Med en sejr vil de være 18 point foran netop City på andenpladsen med 21 point tilbage at spille om.