Ferguson: Jones kan blive den bedste
Illustration
Premier League

Ferguson: Jones kan blive den bedste

Alex Ferguson mener, at Phil Jones kan blive den bedste spiller i Manchester Uniteds historie. 

Manchester United blev i aftes engelske mestre med en 3-0-sejr over Aston Villa. Hollandske Robin van Persie er manden, der siden har stjålet de fleste overskrifter både for sit flotte hattrick i kampen, men også for sine generelle præstationer i løbet af hele sæsonen. 

Men skal man tro manager Alex Ferguson, er det ikke van Persie, men derimod 21-årige Phil Jones der i fremtiden vil markere sig som holdets helt store stjerne. 

- I så allesammen Jones' præstation i aften. Med den måde som han udvikler sig på, kan han blive den bedste spiller for os nogensinde, sagde Ferguson til Sky Sports efter sejren over Aston Villa. 

Skotten tog sig dog også tid til at hylde resten af sit mandskab, som han føler har været fejlagtigt kritiseret i medierne. 

- Det er altid nemt at kritisere os, men jeg tror, at det er nostalgien, der spiller folk et puds. 

- Hvis jeg skal komme vores sejr i en kontekst, så har vi allerede 84 point med fire kampe tilbage af sæsonen - det har vi aldrig opnået før, sluttede Ferguson.