Ferguson-jubilæum: Her startede super-succesen

Selv om Aberdeen ikke er kendt for at have de mest fanatiske tilhængere, så mødte der alligevel 20.000 mennesker op på Union Street, byens hovedgade, for at fejre de lokale helte, da de vendte hjem efter sejren over Hibs.

Men i sin største stund hidtil som manager var Ferguson heller ikke dengang bleg for erkende, at der måtte laves nogle ændringer i truppen, hvis Aberdeen skulle være succesfulde i en lang årrække. Ud røg publikumsyndlingen Joe Harper, veterankeeperen Bobby Clark og holdets største stjerne Steve Archibald, og det banede vejen for første generation af Fergie's Fledglings [titlen man gav Ryan Giggs, David Beckham, Nicky Butt, Paul Scholes og Neville-brødrene, da de først slog igennem i Manchester United].

Eric Black, Neale Cooper, Neil Simpson og John Hewitt var alle lokale Aberdonians, og de var vokset op sammen gennem klubbens ungdomssystem. Ferguson forstod straks deres talent og var ikke bange for at give dem chancen for at bevise, hvad de kunne drive det til. Lige som han gjorde i 1996 i Manchester United.

»Jeg har så mange minder fra den tid,« fortæller Eric Black til Tipsbladet.

»Jeg var meget ung dengang, og hvert år vandt vi mindst et trofæ. Det var vores natur.«

»Der blev hele tiden sat høje standarder af de ældre spillere, manageren og Archie [Knox, assisterende manager]. Alle de, som nogensinde har arbejdet med Alex Ferguson, har taget det med sig videre som en opskrift på succes. Det er ikke altid det lykkedes, men man tænker da tilbage på, hvad det var, han ville have gjort.«  

Historierne om det berømte temperament står i kø for at blive fortalt, og selv om Archie Knox ikke så let glemmer Fergusons udbrud, så fortæller han Tipsbladet, at vulkanen ikke brød ud så tit, som det er blevet gjort til.

Men der var hvert fald en enkelt historie fra en Europa Cup-kamp i Rumænien, som Knox husker. Aberdeen havde vundet den første kamp 3-0 på hjemmebane, men ved pausen i returkampen var man bagud 2-0.

»Vi var bagud 2-0 ude mod Arges Pitesti, så der var store ord og tekander det fløj med i pausen,« fortæller Knox uden for alvor at gå i dybden.

Gordon Strachan har tidligere fortalt, at Ferguson efter at have givet ham en kæmpe skideballe var kommet til at vælte et par tekopper, og da han efterfølgende så et smil på Strachans læber, smadrede han til samovaren med hånden, så det drev ned af væggene med skoldhedt te. Kampen endte 2-2.

Også Eric Black husker tydeligt Fergusons torden.

»Jeg kiksede engang et straffe i en europæisk kvartfinale mod Dynamo Berlin. Det var et meget lille omklædningsrum. Heldigvis havde Willie Miller [holdets anfører] også misset et, og Ferguson smadrede fuldstændig stedet. Der var en lille vogn med sandwichs på, som han kastede på gulvet. Han startede med at skælde ud på mig og gik så videre til Willie og blev der. Willie var den som havde misset det afgørende spark, så jeg slap lidt,« fortæller Eric Black og griner.

På trods af Fergusons udbrud, så fortæller Eric Black, at manageren formåede at skabe en god atmosfære omkring holdet, og at træningen under ledelse af Archie Knox var hård men samtidig fornøjelige.

»Pre-season var så hårdt. Jeg var 16 år første gang. Jeg skulle tage to busser for at komme hjem efter træning. En fra Pittodrie til byen og så en fra byen videre til lejligheden, vi delte nogle af os unge spillere. Jeg kan huske, jeg en dag faldt i søvn på bussen og mine holdkammerater, som jeg fulgtes med, efterlod mig bare der, så da jeg nåede til endestationen otte kilometer senere, blev jeg vækket af buschaufføren og fik besked på at stå af. Det krævede virkelig noget af en. Men vi følte altid, at vi var stærke og kunne løbe hele kampen.«

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE