Groft sagt, så er det østlige Skotland middelklassen og det bedre borgerskab, mens det vestlige Skotland primært består af arbejderklassen. Aberdeen som er placeret i den nordøstlige del af landet er den tredjestørste by i Skotland, men på trods af et indbyggertal på over 200.000 er det sjældent, at indbyggerne nogensinde fylder klubbens stadion - faktisk havde man kun et gennemsnit på cirka 15.000 tilskuere under Ferguson-årene, selv om der var plads til 23.000.
Men da Bayern kom på besøg den aften i marts, var det et propfyldt Pittodrie, der lagde kulisse til kampen.
Det var ikke bare den største aften for Alex Fergusons Aberdeen. Nej, det var den største aften i klubbens historie, den 16. marts 1983.
Før kampen havde Bayerns andenmålmand Jean Marie Pfaff udtalt, at »vi vidste, det ville blive en hård kamp, da vi så dem i spillertunnelen og lagde mærke til, at flere af dem næsten ikke havde nogen tænder.«
Men det var alligevel den sædvanlige tyske arrogance, som Bayern-spillerne gik ind til kampen med. Således havde de udtalt før returkampen, at Aberdeen ikke nogen chance havde mod dem, fordi spillernes gennemsnitsalder ikke var højere end 23 år. Det var ikke sidste gang, at Ferguson skulle høre på, »you don't win anything with kids.«
»Det kan godt være, at holdet ikke var ældre,« siger Jim Leighton,
»Men der var tonsvis af erfaring på det hold. Både nationalt og internationalt. Jeg var 24 år på det tidspunkt, men jeg havde allerede spillet over hundrede kampe for Aberdeen og spillet for landsholdet. Der var masser af erfaring.«
»Vi var spændte før kampen, men vi havde en stor tro på os selv. Aberdeen-supporterne er ofte blevet beskyldt for at være lidt for stille, men der var fantastisk stemning den aften,« husker Leighton.
Der gik ikke mere end ti minutter, før Augenthaler bragte Bayern foran 1-0, men kort før pausen tog to af de lokale drenge over. 19-årige Eric Blacks hovedstød blev reddet af keeperen, men inden Bayern-spillerne kunne få bolden væk, udlignede 21-årige Neil Simpson kort inde under mål på riposten.
Med en halv time tilbage af kampen, så det mere end mørkegråt ud for Aberdeen, da Pflügler halvflugtede Bayern foran. 30 minutter tilbage og Aberdeen behøvede to mål for at gå videre.
»Okay, det var stadig muligt med en halv time tilbage, men så kigger man lige ned i den anden ende, og så ser man Bayern München stå der,« fortæller Jim Leighton.
Højrebacken Stuart Kennedy havde haft store problemer med Pflüglers fysik, og Del'Haye på den modsatte kant havde kørt store Doug Rougvie i sænk med sin speed. Derfor besluttede Ferguson at tage Kennedy ud, sætte Rougvie over på modsatte side, og sætte den boldsikre John McMaster ind på den centrale midtbane. Aberdeen fik så småt overtaget i spillet, men det var ikke før, den lille lokale knægt John Hewitt havde erstattet en anden Aberdeen-dreng Neil Simpson, at Bayern for alvor kom i problemer. Kort efter hans ankomst fik Aberdeen et frispark lige ude foran Bayerns felt. Det, som fulgte, var et af de mest snu stunts, der er udført på Pittodrie.
Strachan og McMaster stillede op til at tage frisparket, og da de løb til bolden samtidig, kunne de ikke undgå at støde ind i hinanden. Begge slog de ud med armene for at vise deres irritation på hinanden, og i næste sekund, mens Bayern-spillernes parader var nede, lagde Strachan blindt bolden ind over, til hvor han havde aftalt med Alex McLeish, han skulle være. Det var han. 2-2.
Da Manchester United slog Bayern München i Champions League-finalen i 1999, var der præcis 101 sekund mellem de to mål.
Da Aberdeen vendte 1-2 til 3-2 den martsaften på Pittodrie, nåede der ikke at gå så lang tid. Det gik så hurtigt, at billederne af målet nær aldrig var blevet dokumenteret, fordi produceren stadig fokuserede på fansene, der jublede efter det udlignende mål.
Et hovedstød af Eric Black blev klaret flot af keeperen, men indskifteren John Hewitt stod klar til at skyde bolden ind fra kort hold. Pittodrie eksploderede.
Hvis udebanekampen mod Bayern havde været et taktisk mesterstykke af Ferguson, så var returkampen den aften en tidlig indikation på den never-say-die attitude, som har fulgt Ferguson gennem alle årene i Manchester United.
»Jeg har aldrig følt så stor en glæde før,« fortæller Eric Black på en måde, så hårene rejser sig.
»Det var uden tvivl den største aften,« siger Archie Knox.
»Jeg kan huske den gamle formand, hvordan han græd. Det var fænomenalt. Vi var nede 1-0 og 2-1. Og så var der frisparket. Alex skiftede John McMaster ind, og det virkede. Det var hans masterstroke.«
LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE