Video : Tipsbladet
Premier League

Frank Lampard før playoff-finale: Vi skal virkelig nyde det

Frank Lampard er stolt over, at Derby er nået til playoff-finalen i Championship, og understreger, at holdet skal nyde mandagens finale.

Der er meget på spil, når Derby og Aston Villa mandag eftermiddag mødes i playoff-finalen i Championship. Vinderen sikrer sig nemlig ikke alene en plads i næste sæsons Premier League, men også mere end én milliard kroner.

Men på trods af at der er så meget på spil, gælder det for spillerne om at nyde oplevelsen, understreger Derbys cheftræner, Frank Lampard. Det fortæller han til klubbens hjemmeside.

- Vi skal virkelig nyde det, for det sker ikke særlig tit. Man vil gerne give et godt indtryk, når man spiller der, siger Lampard, der også glæder sig over sin spillertrup:

- Vi har en god blanding af spillere, hvor nogle allerede har prøvet det og skal føre an og tale med de unge spillere. For de spillere, der ikke har prøvet det, er det vigtigt at vide, hvad de har i vente.

At Derby er nået til playoff-finalen, er Lampard i den grad også stolt over.

- Jeg vil være stolt. Jeg går ud som træner for et hold, der har gjort det fantastisk godt, uanset resultatet mandag. Jeg er meget stolt af det, vi har opnået i år, men vigtigere end det, er jeg stolt af at repræsentere denne klub, fortæller Lampard.

Opgøret mellem Derby og Aston Villa sparkes i gang mandag klokken 16.00.