Video : Tipsbladet
Premier League

Frank og Brentford tabte vigtigt skridt i toppen: Vi må kigge indad

Brentford tabte tirsdag til et af de hold, de kæmper med i toppen af Championship og har kun få point ned til forkerte side af playoff-stregen.

Tirsdag aften var der dømt topopgør i den næstbedste engelske række på Griffin Park i London med rigelig dansk deltagelse. Det endte dog ikke som danskerne havde håbet, da Thomas Franks Brentford-tropper tabte 0-1 til Nottingham Forest.

Nederlaget var dyrt, da Nottingham er en af de klubber, som Brentford ligger tæt i tabellen med. Brentford ligger lunt til en playoff-plads, men har også få point op til de to direkte oprykningspladser til Premier League. To pladser, der med nederlaget blev lidt længere væk.

- Ja, det var endnu sådan en. For mig at se var det en 0-0- eller 1-1-kamp, og en kamp med få chancer. Vi dominerede, men var ikke i fuld kontrol. Det var frem og tilbage og burde være en 0-0-kamp, men de vinder for anden gang mod os på et afrettet skud, siger Brentford-træner Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

- Vi håndterede det ikke godt i dag. Vi bliver nødt til at kigge indad. Hvis du ikke vinder, så lærer du. Vi lærte nogle ting i dag. Hvordan vi håndterer følelser, holder strukturen i 90 minutter. Vi kunne have gjort det bedre.

Brentford er nu placeret på femtepladsen med et enkelt point ned til Preston på den syvendeplads, der ikke giver en playoff-plads. Der er nu seks point op til en direkte oprykningsplads med 17 kampe tilbage.

Mathias Jensen, Henrik Dalsgaard, Christian Nørgaard og Emiliano Marcondes fik alle spilletid, mens Luca Racic og Mads Roerslev så til fra bænken.