Video : Tipsbladet
Premier League

Fransk Arsenal-talent: Har elsket klubben, siden jeg var barn

19-årige Matteo Guendouzi skiftede i sommer fra Lorient til Arsenal, som altid været en af hans yndlingsklubber.

Da Matteo Guendouzi i sommer skiftede til Arsenal fra Lorient i den næstbedste franske række, Ligue 2, var det nok de færreste, der havde forestillet sig, at den 19-årige franskmand ville spille en stor rolle i sin første sæson i England.

Men den unge midtbanespiller har allerede fundet sig til rette i Arsenal, og han er startet inde i 11 af Arsenals 19 Premier League-kampe og spillet i alt 24 kampe hidtil. Og det er en drøm, der går i opfyldelse for Guendouzi. 

- Jeg har altid ønsket at spille her. Denne klub var i mit hjerte, da jeg var i Frankrig, og det var en af mine yndlingsklubber.

- Jeg så Arsenal meget, fordi de havde mange franske spillere. Jeg var for ung, da Thierry Henry og Patrick Vieira spillede, så jeg så videoer med dem. De var altid en inspiration for mig, fortæller Guendouzi til Sky Sports og tilføjer, at han vil opnå store ting med klubben:

- Det er en klub, jeg har elsket, siden jeg var barn, og jeg har altid ønsket at komme her og opnå store ting med Arsenal og realisere mine drømme. Jeg vil gerne gøre det nu, hvor jeg er her. Jeg vil vinde trofæer - det er vigtigste ting for mig.

I weekenden venter der en stor test for Guendouzi og resten af Arsenal-mandskabet, når de gæster Liverpool lørdag aften.