Video : Tipsbladet
Premier League

Frygter for sønnens helbred: PL-anfører bliver væk fra træning

Watford-anføreren vil ikke tilbage til træning, da han frygter at sætte sin søns helbred i fare.

En genstart af Premier League ser ud til at være rykket tættere på, efter at de 20 klubber i den bedste engelske række mandag stemte for at genoptage træningen i mindre grupper allerede tirsdag.

Men det er ikke alle spillere, der vender tilbage på arbejde. Troy Deeney fortæller ifølge Daily Mail, at han har afvist at vende tilbage på træningsbanen i Watford.

Læs også:Udskældt Bundesliga-spiller nægter: Jeg kyssede ham ikke

Troy Deeney forklarer sin beslutning med, at han frygter at sætte sin søns helbred i fare.

- Vi er blevet kaldt tilbage i denne uge. Jeg har sagt, at jeg ikke kommer. Det kræver kun én, før man bliver smittet. Jeg vil ikke tage det med hjem - min søn er fem måneder gammel, og han har haft åndedrætsbesvær, lyder det fra Watford-anføreren, der fortsætter:

Læs også:Willian med dårligt nyt: Størstedelen er imod at starte sæsonen nu

- Jeg vil ikke sætte ham i yderligere fare. Man er nødt til at køre frem og tilbage i det samme beskidte sæt spillertøj. Hvis jeg lægger mit tøj sammen med min søns eller min kones, er det mere sandsynligt, at det er i huset.

Planerne om at genstarte Premier League har i de seneste uger modtaget kritik fra flere spillere. Chelsea-stjernen Willian sagde for nylig også, at størstedelen af spillerne er modstandere af at starte sæsonen igen.

I øjeblikket vides det ikke, hvornår sæsonen genoptages.