Fyret Fulham-manager kunne have vendt skuden
Foto: Getty Images
Premier League

Fyret Fulham-manager kunne have vendt skuden

Slavisa Jokanovic er overbevist om, at han kunne have reddet klubben, hvis ikke han var blevet fyret.

Fulham fyrede onsdag manager Slavisa Jokanovic og erstattede ham med den tidligere Leicester-manager Claudio Ranieri.

Jokanovic stod i spidsen for klubben, da den i sidste sæson sikrede sig oprykning til den bedste engelske række. Men med fem point i sæsonens første 12 kampe, kunne klubben ikke længere have serberen siddende i trænersædet.

Og det ærger naturligvis hovedpersonen selv, der ellers er overbevist om, at han var den rette til at redde klubben.

- Jeg synes, at vi gav klubbens fans en fodboldidentitet og et hold, de kan være stolte af. Jeg var stadig overbevist om, at vi kunne have vendt skuden efter vores langsomme start. Ligesom vi havde gjort det i tidligere sæsoner. Men jeg respekterer fuldt ud klubbens beslutning, siger Jokanovic i en offentlig udtalelse.

Fulham har tabt de seneste syv kampe i årets Premier League, men får mulighed for at gøre en ende på den dårlige stime mod Southampton den 24. november.