Premier League

Godt venskab sender Sahin til Liverpool

Nuri Sahin angiveligt tæt på at skifte til Liverpool på lejeaftale.

Tyrkiske Nuri Sahin har været én af transfervinduets mest omtalte spillere.

Tidligere er han blevet rygtet til Galatasaray, Arsenal og Tottenham, og Real Madrid-træner, José Mourinho, har også givet udtryk for, at han ikke vil stå i vejen for et skifte eller en låneaftale for Sahin, der gerne vil have regelmæssig førsteholdsfodbold.

Nyeste skud på stammen er, at Sahin nu skulle være tæt på at skifte til Liverpool på en etårig lejeaftale. Det skriver avisen Marca.

Baggrunden for skiftet skulle være, at Liverpool-manager Brendan Rodgers og Real Madrid-ditto José Mourinho i en årrække har haft et tæt forhold, der startede, da Rodgers var en del af portugiserens trænerstab i Chelsea.

Det tætte forhold skal nu give Liverpool og Rodgers en fordel i kampen om at hente Nuri Sahin til klubben.

Sahin har haft en svær tid i Real Madrid, hvor han, siden han kom til klubben for et år siden, blot har spillet 10 kampe for kongeklubben.