Video : Tipsbladet
Premier League

Guardiola om formstærk midtbanespiller: Umuligt at sætte ham af holdet

Lige for tiden er Bernardo Silva måske i sit livs form, og derfor er han umulig for Pep Guardiola at smide på bænken.

Når snakken falder på Manchester City og klubbens største offensive profiler, er der formentlig en håndfuld navne, som vil blive nævnt før Bernardo Silva. Ikke desto mindre er det portugiseren, som i øjeblikket er første mand på Pep Guardiolas holdkort.

Den 24-årige midtbanespiller har spillet 32 kampe for Manchester City i denne sæson, hvor han har fået en stor rolle som følge af Kevin De Bruynes skader. Og han har leveret så gode præstationer, at han nu ikke kan blive sendt på bænken.

- Det er umuligt at droppe Bernardo lige nu. Det er ham og 10 spillere mere. I hver eneste kamp har han været perfekt. Han er involveret i alt, og han styrer kampen med sine bevægelser, fortæller Pep Guardiola ifølge Manchester Evening News.

- De andre fyre skal konkurrere. Det betyder ikke, at jeg ikke har tiltro til de andre. De viser mig hver eneste kamp, hvem der fortjener at spille. Det er også en konkurrence for dem.

I Manchester Citys seneste kamp i weekenden, havde Pep Guardiola både fundet plads til Fernandinho, Ilkay Gündogan, David Silva, Kevin De Bruyne og Bernardo Silva i startopstillingen mod Arsenal, og dermed havde spanieren givet afkald på både en midterforsvarer og en kantspiller for at få plads til alle de centrale midtbanespillere.

Manchester City møder i aften Everton på Goodison Park i Premier League, og en sejr vil sende klubben op på førstepladsen i ligaen.