Video : Tipsbladet
Premier League

Guardiola om målfarlige Agüero: Hans niveau er fantastisk

I disse dage er Pep Guardiola en meget glad mand, eftersom Manchester City har fundet målformen. Det skyldes særligt manden i front - Sergio Agüero.

Det er svært at komme uden om Sergio Agüero, når man taler om Manchester Citys storsejr på 6-0 over Watford. Argentineren var fænomenal og krydrede sin fine indsats med et hattrick.

Pep Guardiola har svært ved at sætte ord på angriberens præstation efter kampen.

- Sergios tal taler for sig selv. Hans niveau er fantastisk, og jeg blev så glad for hans tredje mål, fortæller Pep Guardiola til klubbens hjemmeside efter den overbevisende sejr. Angriberen har scoret fem mål i de seneste tre kampe for klubben.

15 mål på tre kampe har Manchester City formået at score i Premier League. Lørdag eftermiddag tilkæmpede holdet sig den største sejr siden 1968, da mandskabet dengang vandt med 7-0 over Reading i FA Cup.

Derfor er der kun plads til begejstring for manageren.

- Men alle mine spillere var så gode - at vinde 6-0 i Watford er fantatisk - specielt efter et uafgjort resultat på udebane i Champions League. Vi spillede som et hold, og vi er så glade, konstaterer Pep Guardiola.

I næste runde af Premier League skal Pep Guardiolas tropper møde Chelsea på udebane. Det sker om præcis to uger.