Video : Tipsbladet
Premier League

Hæsblæsende Merseyside-derby blev afgjort på en halvleg

Liverpool skulle bruge en utroligt underholdende halvleg på at få has på Everton. Det på trods af, at Jürgen Klopp stillede med et par reserver fra start.

Målene fløj ind i øst og vest, da Liverpool og Everton onsdag aften mødtes i et nyt kapitel af det traditionsrige Merseyside-opgør. I hvert fald i første halvleg, hvor næsten samtlige mål i Liverpools 5-2-sejr faldt.

Allerede efter seks minutter åbnede Evertons onde ånd, Divock Origi, scoringen, ligesom han gjorde det, da de to hold mødtes for et år siden. Reserven Origi havde fået chancen i front sammen med Xherdan Shaqiri, der ligeledes greb chancen med et ml til 2-0 efter 17 minutter.

Få minutter senere reducerede den unge italienske angriber Moise Kean, men efter en halv time var Divock Origi igen på pletten til 3-1. Sadio Mané øgede til 4-1 lige før tillægstiden af første halvleg, mens Richarlison reducerede til 4-2 for Everton i tillægstiden af første halvleg.

I anden halvleg lukkede og slukkede Georginio Wijnaldum til 5-2.

Kampen fusede ud i anden halvleg, og det kunne Liverpool være mest tilfredse med. Med sejren er de nu igen otte point foran Leicester på andenpladsen og 11 point foran Manchester City på tredjepladsen.