Video : Tipsbladet
Premier League

Harry Kane slog rekord i danskerduel på Wembley

Harry Kane skrev sig ind i historiebøgerne i Premier League, da Tottenham besejrede Southampton.

Både Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg var med i startopstillingerne til den tidlige Premier League-kamp mellem Tottenham og Southampton, og de to danskere kom hurtigt i fokus, selvom Harry Kane løb med opmærksomheden. 

Efter 20 minutter nedlagde Pierre-Emile Højbjerg Tottenhams Danny Rose på kanten af feltet, og det resulterede i et gult kort til Southampton-spilleren. Frisparket tog Christian Eriksen sig af, og han hamrede bolden ind i panden på Harry Kane, som scorede sit Premier League-mål nummer 37 i 2017. Dermed overgik han Alan Shearer som den mest scorende spiller i et kalender i Premier League. 

Kane nåede samtidig også op på siden af Lionel Messi - begge havde scoret 54 mål i løbet af 2017, men Tottenham-stjernen var ikke færdig. Seks minutter før pausen satte hjememholdet et forrygende angreb sammen, og tæt under mål kunne Kane scoret sit mål nummer 55 i år. Dermed ville han være sikker på at være den mest scorende spiller i dette kalenderår. 

Southampton var totalt ufarlige i første halvleg, men straks fra begyndelsen af anden halvleg bed de fra sig. Først havde Shane Long en stor mulighed, hvorefter Mario Lemina hamrede bolden på overliggeren. Men da chancerne ikke blev udnyttet slog Tottenham til i den anden ende. Dele Alli fik for meget plads på kanten af feltet, hvorefter han sparkede bolden fladt over i det lange hjørne. 

To minutter senere slog Tottenham kontra, og et passivt Southampton-forsvar kunne blot se til, mens Dele Alli spillede Heung-Min Son helt fri. Sydkoreaneren var iskold i afslutningsøjeblikket, og for fjerde gang kunne Fraser Forster fiske bolden ud af netmaskerne. 

Kampen var afgjort, og det så ud til, at Tottenham-spillerne slækkede en smule på koncentrationen. En høj bold blev ikke clearet ordentligt, og pludselig havde Sofiane Boufal en god skudmulighed fra kanten af feltet. Marokkaneren sparkede mod det korte hjørne, hvor Hugo Lloris ikke nåede ned. 

Hvis Southampton øjnede en lille chance for at komme tilbage i opgøret, ødelagde Harry Kane det håb kort efter. Englænderen blev spillet fri i dybden, og han lavede sit tredje mål ved at schippe bolden forbi Fraser Forster. 

Mens Tottenhams offensivspillere storspillede var det en mindre god dag for Hugo Lloris. Franskmanden fik ikke bokset et hjørnespark ordentligt væk, og så kunne Dusan Tadic sparke bolden over den franske landsholdsmålmand. 

Tottenham ryger med de tre point op på en midlertidig fjerdeplads i Premier League, mens Southampton har kurs mod den absolutte bund efter ikke at have vundet de seneste syv Premier League-kampe. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.