Video : Tipsbladet
Premier League

Hattrick og Eriksen-assist i sikker Tottenham-sejr over Huddersfield

Tottenham sejrede stensikkert med 4-0 hjemme over danskerløse Huddersfield. Lucas Moura scorede hattrick, mens Christian Eriksen med en assist bragte sig op på en delt førsteplads på assist-listen i Premier League

Der var mulighed for danskeropgør i Premier League søndag eftermiddag, da Christian Eriksens Tottenham tog imod Huddersfield, der har både Jonas Lössl, Phillip Billing og Mathias ’Zanka’ Jørgensen i truppen. Men Huddersfield var helt uden danskere i startopstillingen, og derfor var Christian Eriksen danske islæt på banen.

Tottenham kæmper for at holde fast i sin top fire-placering, og var kæmpe favorit mod Huddersfield, der allerede er rykket ud af Premier League. Christian Eriksen og co. levede da også op til favoritværdigheden, og tog med en sejr på 4-0 tre vigtige point.

Tottenham satte sig på kampen fra første fløjt, og efter 24 minutter faldt det forventede føringsmål, da en aflevering i dybden fra Ben Davies fandt vej til Victor Wanyama, der for en sjælden gangs skyld havde fundet vej til startopstillingen. Han fandt i denne situation også vej til målet, da han flot – og meget nemt – afdriblede Ben Hamer og sendte bolde i det tomme mål.

Der skulle gå mindre end to minutter, før føringen blev fordoblet. Moussa Sissoko sendte bolden i dybden til Lucas Moura, der fra en spids vinkel hamrede bolden i mål til 2-0.

Tottenham stillede med en lang række reserver, og manager Mauricio Pochettino gav hvil til blandt andre Danny Rose, Toby Alderweireld og Son Heung-min. Holdet lider dog også under skader til stjerner som Harry Kane, Dele Alli og Eric Dier. Ikke desto mindre var der udover førnævnte Wanyama også blevet plads til spillere som Kyle Walker-Peters og Fernando Llorente i startopstillingen.

På trods af de mange reserver hos Tottenham var Huddersfield ikke den store udfordring for hjemmeholdet.

Derfor kunne Tottenham med sin 2-0-føring også cruise kampen hjem, og selvom kampen faldt gevaldigt i tempo, var det Tottenham, der var farligst.

Tendensen fortsatte helt til slutningen af kampen, og med tre minutter tilbage af kampen fik Christian Eriksen skrevet endnu en assist på kontoen, da han med et fremragende indlæg fandt Lucas Moura, der flot tæmmede bolden i feltet og med sendte bolden i nettet til 3-0 med sit andet mål i kampen. Eriksen kommer dermed op på siden af Eden Hazard på toppen assist-listen i Premier League. 

Lucas skulle også få sit hattrick, da han i kampens tillægstid scorede til slutresultatet 3-0. På oplæg fra Son Heung-min sendte han bolden op i målhjørnet fra en spids vinkel, og cementerede dermed en flot personlig præstation fra den lille brasilianer.

Med sejren fik Tottenham sin tredje sejr i træk på sit nye stadion, hvor man fortsat er ubesejret. Derudover fik de også tre vigtige point til kampen om top fire, hvor man ligger på tredjepladsen foran ærkerivalen Arsenal.