De var glade for ham i Brøndby, og det må de så sandelig også være i Norwich. Finske Teemu Pukki scorede lørdag hele tre mål i Norwichs 3-1-sejr over Newcastle og er ny, klar Premier League-topscorer.
Pukki åbnede ballet efter en halv times spil mod Newcastle og øgede med sit andet mål efter en time og det tredje ti minutters tid derefter. Newcastle pyntede på resultatet ved Jonjo Shelvey i overtiden.
Finnen, der kommer lige fra en topscorertitel med 29 mål i The Championship, har fortsat sin imponerende form i England og de tre mål følger således op det mål, han scorede i første runde mod Liverpool. Altså fire mål i to kampe for den tidligere Brøndby-mand.
Med 3-1-sejren kom Pukki og Norwich på pointtavlen for første gang i sæsonen.
Lørdagens øvrige eftermiddagskampe endte således:
Aston Villa - Bournemouth 1-2
Brighton - West Ham 1-1
Everton - Watford 1-0
Southampton - Liverpool 1-2