Video : Tipsbladet
Premier League

Hazards verdensklassemål sender Liverpool ud af Carabao Cup

Et fantastisk solomål af Eden Hazard sikrede Chelsea en 2-1-sejr over Liverpool i Carabao Cup.

Nummer ét og tre i Premier League, Liverpool og Chelsea, mødes på lørdag i et topbrag i ligaen, men her til aften tog mandskaberne forskud på glæderne i Carabao Cup.

Begge hold stillede med reservespækkede – men stadig stærke – hold. Hos Liverppol startede Salah og Firmino på bænken, mens Sturridge og Shaqiri fik chancen fra start, mens Andreas Christensen og Cesc Fabregas var med for gæsterne.

Chelsea startede kampen bedst og dominerede ved at holde godt fast i bolden på Liverpools banehalvdel. The Blues formåede dog ikke at skabe nogle nævneværdige chancer, og Liverpool spillede sig ind i opgøret.

Den første rigtige chance i kampen faldt efter 17 minutter, da Cesc Fabregas fandt Alvaro Morata med en smuk dybdebold. Angriberen forsøgte at lobbe bolden over Mignolet tæt under mål, men den belgiske keeper kom godt ud og blokerede spanierens forsøg.

To minutter efter var Morata tæt på igen, da han kom fri i feltet efter en fin skudfinte og sparkede hårdt på kassen, men Mignolet reddede igen.

Chelsea var mest på bolden i første halvleg, men Liverpool blev farligere og farligere på hurtige omstillinger.

Efter 36 minutter kom Liverpool frem til sin første store mulighed, da Naby Keita testede Willy Caballero med et fint langskud, som keeperen parerede. Få øjeblikke senere var argentineren redningsmanden igen, da han snuppede et hovedstød fra Sadio Mané.

Derfor gik holdene til pause med 0-0

Mané var igen på færde seks minutter efter pausen, da Chelsea forærede ham en åben mulighed, men igen stod Caballero i vejen.

Efter en lille time gik den dog ikke længere for Chelsea. Daniel Sturridge flugtede flot Liverpool på 1-0 efter en parade fra Chelsea-keeperen endte i feltet.

Herefter bevægede kampen sig ind i et dødvande, da Liverpool var tilfredse med føringen, mens Chelsea skulle finde sig selv.

Chelsea fik dog udlignet med 11 minutter tilbage, da venstre-backen Emerson skovlede bolden over stregen efter et frispark fra højre side.

Liverpool var tæt på at generobre føringen, da Sturridge sendte bolden på træværket syv minutter før tid, men i stedet leverede indskiftede Eden Hazard en soloaktion af ren verdensklasse.

Belgieren afdriblede adskillige Liverpool-spillere i feltet og kanonerede bolden i mål til slutresultatet 2-1.

Chelsea er dermed videre i Carabao Cup. De to hold mødes igen på lørdag på Stamford Bridge. 

Se alle mål og højdepunkter her.