Video : Tipsbladet
Premier League

Holdkammerat håber på Eriksen-forlængelse: Det er vitalt

Danny Rose mener, at det bliver vigtigt for Tottenham at holde på Christian Eriksen i sommerens transfervindue.

Rygterne om Christian Eriksen og et skifte til Barcelona eller især Real Madrid lader ikke til at ville dø.

Den danske landsholdsspiller har kontraktudløb i sommeren 2020, og sommerens transfervindue kan blive næstsidste mulighed for Tottenham til at indkassere et stort millionbeløb for midtbanespilleren.

Christian Eriksen er dog en meget værdsat figur i Tottenhams omklædningsrum, og Danny Rose fortæller, at det vil være vigtigt for den engelske storklub at afvise den påståede interesse fra nogle af Europas største klubber.

- Det er naturligvis vitalt. Hvis man ser over de seneste fem år, hvor manageren har været her, er Christian den, der har spillet flest kampe, og det siger en del. Når Christian ikke spiller, bliver der stillet spørgsmål ved, om vi ser ud på samme måde. Han er med i alt for os, fortæller den engelske forsvarsspiller ifølge Goal.

- Gutterne i omklædningsrummet stoler på folkene højere oppe i hierarkiet, som forhåbentlig kan få ham til at forlænge. Vi har alle tænkelige fundamenter i klubben; træningsanlægget, det nye stadion, fanbasen, spillerne. Men det er ikke kun fundamenterne, der tiltrækker spillere og får spillere til at blive.

- Det er uden for spillernes kontrol. Vi må bare stole på, at folkene højere oppe i hierarkiet gør alt, hvad de kan for at få os op på det næste niveau, siger landsholdsspilleren endvidere.

27-årige Christian Eriksen har spillet 44 kampe for Tottenham i denne sæson, hvor han bidraget med ni scoringer og 17 assists.