Huddersfield-manager efter stort City-nederlag: Nu starter sæsonen
Foto: Getty Images
Premier League

Huddersfield-manager efter stort City-nederlag: Nu starter sæsonen

Huddersfields manager David Wagner var naturligvis træt af nederlaget på 1-6 til Manchester City, men fortæller, at sæsonen først nu begynder rigtigt for hans hold.

Danskerklubben Huddersfield har fået en skrækkelig start på sæsonen i Premier League, hvor de har været på to særdeles hårde opgaver mod Chelsea og Manchester City, som sammenlagt er blevet tabt 1-9.

Senest blev det til et nederlag på 1-6 til City, og for Huddersfield-manager David Wagner var der ikke meget at stille op. Det siger han i et interview med Sky Sports.

- I sidste ende var det ikke en taktisk beslutning, der afgjorde kampen. Det var bare den kvalitet, som vi mødte i dag. Med de problemer, vi har haft før kampen, blev det ikke nemmere for os, og vi må bare lykønske City for en stor præstation. Vi var ikke gode nok i dag, siger Wagner.

Han peger desuden på, at sæsonen rigtigt begynder for Huddersfield nu.

- Vi havde håbet på at få mere ud af de to første kampe, men vi kunne ikke forvente mere. Vi ville dog ikke have de store nederlag som i dag, men sæsonen starter for alvor nu. Vi er fokuserede, og vi bliver ikke for påvirkede af dette resultat. Det gode er, at vi også prøvede at tabe stort i sidste sæson, hvor vi viste karakter og kom videre, fortæller Huddersfield-manageren.

Næste opgave for Huddersfield i Premier League er mod Cardiff.