Video : Tipsbladet
Premier League

Ingen slinger i valsen: Manchester City sejrede sikkert i derby

Manchester City er tilbage på førstepladsen i Premier League efter en sikker sejr i lokalbraget mod Manchester United.

Ikke overraskende var det Manchester City, der tog initiativet og dominerede kampen begyndelsen, men Manchester United bed trods alt fra sig med nogle hidsige kontraangreb, hvor Marcus Rashford førte an med sin enorme hurtighed.

Det var dog Manchester City, der havde de største chancer inden pausen, men David De Gea stod godt placeret, når der blev sparket på mål af udeholdets spillere.

Manchester City fortsatte dominansen straks efter pausen, og efter 53 minutter tog Bernardo Silva sagen i egen hånd og sparkede bolden fladt forbi en bakkende Luke Shaw, så David De Gea ikke nå at reagere tilstrækkelig hurtigt på afslutningen i det nærmeste hjørne.

Føringen blev udbygget 12 minutter senere, da Manchester City slog kontra. Raheem Sterling drev bolden frem og serverede den til Leroy Sané, der sparkede bolden ind i det nærmeste hjørne. 

Ole Gunnar Solskjær forsøgte at reagere ved at sende Romelu Lukaku på banen, men det hjalp ikke hjemmeholdet, der var oppe med en bedre modstander, der aldrig for alvor lod sig presse. 

Manchester City er nu tilbage på førstepladsen i Premier League, hvor der resterer tre runder, mens Manchester United fortsat befinder sig på sjettepladsen.