Intet lejeophold: Jakob Haugaard bliver i Stoke
Foto: Alex Broadway/Getty Images
Premier League

Intet lejeophold: Jakob Haugaard bliver i Stoke

Jakob Haugaard vender tilbage til Stoke efter sit lejeophold i Wigan, og der venter ikke en ny transfer denne sommer.

Den danske målmand Jakob Haugaard har i foråret været udlejet fra Premier League-klubben Stoke City til Wigan Athletic fra den næstbedste række. Wigan sluttede sæsonen med en nedrykning til League One, men for Haugaard var opholdet i klubben ikke heldt spildt. Danskeren fik således noget tiltrængt spilletid.

Jakob Haugaard stod otte ligakampe og to FA Cup-kampe for Wigan, og selv om han blev kraftigt kritiseret af klubbens manager efter udekampen mod Brighton i fjerdesidste spillerunde, betegner den tidligere FC Midtjylland-keeper alligevel lejeopholdet som en succes.

Umiddelbart er det svært at forestille sig, at Jakob Haugaard vader direkte fra Wigan og ind som førstemålmand i Stoke, men ikke desto mindre er der ikke noget nyt klubskifte i sigte.

- Jakob spiller i Stoke næste sæson. De er glade for hans udvikling, så det er planen, at han skal tilbage, siger Haugaards agent, Michael Stensgaard, til tipsbladet.dk.

Han fastslår, at Stoke har givet udtryk for tiltro til den danske målmand, der tidligere har vogtet buret i fem Premier League-kampe for klubben.

- Jakob udvikler sig hele tiden. Stoke har et rigtig godt team, og manageren har givet udtryk for, at han tror på Jakob. Nu kommer han jo også tilbage med en del spilletid i bagagen, så nu skal han kæmpe for at få spilletid. Med lidt held og dygtighed håber vi, at han kan få nogle kampe, og så handler det om at gribe chancen, siger agenten og tilføjer:

- Men det er klart, at han ikke skal sidde på bænken resten af livet. 

Jakob Haugaard spillede i efteråret to kampe for Stoke City inden udlejningen til Wigan - begge i den engelske EFL Trophy.