Irriteret Klopp: Vi skulle aldrig have tabt
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Irriteret Klopp: Vi skulle aldrig have tabt

Liverpools manager, Jürgen Klopp, var langt fra tilfreds med søndagens nederlag til Manchester United.

Liverpool sad på det meste af kampen mod Manchester United. Men alligevel endte det med et spinkelt nederlag på 1-0, hvor United scorede på en af sine eneste chancer i kampen.

Derfor kunne Liverpools manager, Jürgen Klopp, ikke skjule sin frustration efter søndagens nederlag.

- Jeg synes ikke, Manchester United havde så mange chancer, og vi udnyttede ikke vores. Selvfølgelig er det irriterende. Vi tabte en kamp, som vi aldrig skulle have tabt, sagde han til BBC.

Manchester Uniteds mål faldt efter et hjørnspark, hvor Fellaini stod forholdsvis umarkeret. Her headede han bolden på overliggeren, inden Rooney scorede på returbolden.

Ifølge Jürgen Klopp var opdækningen generelt ikke god nok på dødboldene i kampen.

- Målet var at forsvare, og det formåede vi ikke. Det er vores ansvar. Vi bliver nødt til at forsvare bedre på dødbolde, fortalte Liverpool-manageren.

Liverpool kunne have indhentet United i tabellen med en sejr, men nu er der seks point mellem de to hold.