Jaap Stam drømmer om United-retur
Foto: Polfoto
Premier League

Jaap Stam drømmer om United-retur

Jaap Stam drømmer om at stå i spidsen for Manchester United en dag i fremtiden.

Jaap Stam havde stor succes, da han som spiller optrådte for Manchester United. I sin tid i klubben vandt han tre engelske mesterskaber, inden han blev solgt til italienske Lazio i 2001. De seneste par år har den i dag 43-årige hollænder opholdt sig i hjemlandet, hvor han har trænet U/21-holdet i Ajax Amsterdam. 

Jaap Stam blev sidste år færdig med sin træneruddannelse og ønsker nu at prøve sig af på et højere niveau. Flere hollandske medier har tidligere skrevet, at han er udset som afløser for Ajax-manager Frank De Boer, men den tidligere Manchester United-spiller ser ikke ud til at ville vente på sin chance i den hollandske storklub:

- Folk ser mig som afløser for Frank De Boer, men så længe han er i klubben, sker det ikke. Jeg vil gerne prøve mig af som manager, hvorfor jeg har fortalt Ajax, at jeg stopper i klubben, når min kontrakt udløber, siger hollænderen til engelske Daily Mail. 

Jaap Stam vil i første omgang stå i spidsen for et hold i Holland eller en klub i den engelske liga. Han lægger dog ikke skjul på, at drømmedestinationen er hans tidligere klub Manchester United:

- Jeg vil gerne træne et hold i Holland eller England. Hvis jeg får succes, kan det være, at jeg en gang i fremtiden kan få en rolle i Manchester United. Det er drømmen, slutter Jaap Stam.