Video : Tipsbladet
Premier League

James Milner: Det eneste vi mangler er et trofæ

James Milner er stolt over Liverpools udvikling over de seneste sæsoner. Nu mangler de bare et trofæ.

Liverpool er genopstået som engelsk og europæisk storhold med Jürgen Klopp i spidsen. I sidste sæson gik de hele vejen til Champions League-finalen, og i denne sæson er de involveret i et drabeligt mesterskabsparløb med Manchester City, samtidig med at de er i Champions League-kvartfinalerne. 

De gode takter har dog ikke medført trofæer endnu, og sidste gang Liverpool løftede et trofæ var Liga Cuppen tilbage i 2012. Derfor er James Milner også sulten efter sølvtøj.

- Vi ved, at vi har udviklet os enormt meget de sidste sæsoner, og det eneste vi mangler nu er et trofæ. Det er det næste store skridt for os, og vi vi ved, at vi kan slå de bedste hold. På vores gode dage kan vi slå alle, siger James Milner til Liverpools hjemmeside.

James Milner påpeger, at Liverpool-mandskabet er det mest stabile i mange, mange år. 

- Før i tiden har stabiliteten i klubben ikke været til stede. Men i denne sæson har der været kampe, hvor vi ikke har spillet godt, men alligevel har hevet tre point hjem. Det er et godt tegn for et hold, siger James Milner. 

Liverpool står foran en svær opgave, når de søndag tager i mod Tottenham på Anfield.