Video : Tipsbladet
Premier League

Jürgen Klopp om Manchester City-straf: Føler med Pep og spillerne

Jürgen Klopp har ondt af trænerkollegaen Pep Guardiola, efter at Manchester City er blevet straffet af UEFA.

En bombe sprang i europæisk fodbold fredag aften, da UEFA meddelte, at Manchester City er blevet udelukket for Champions League i de kommende to sæsoner.

Straffen sendte chokbølger igennem fodboldverdenen, og en af dem, der var chokerede over straffen, var Liverpools cheftræner, Jürgen Klopp. Det fortæller tyskeren til Sky Sports.

- Det var et chok, da jeg hørte det. Jeg aner ikke, hvordan disse ting fungerer, men hvad jeg kan sige som fodboldtræner er, at Manchester City under Pep Guardiola spiller sensationel fodbold. Sådan er det. Jeg har altid beundret, hvad han laver, og hvad de laver, og det vil ikke ændre sig foreløbigt, siger Jürgen Klopp. 

Liverpool har i de seneste sæsoner kæmpet indædt med Manchester City i toppen af Premier League, og den tyske cheftræner føler med sin trænerkollega.

- For at være ærlig føler jeg med Pep og spillerne. Wow. For det er helt sikkert, at de ikke har gjort noget galt - de spillede bare fodbold, sensationel fodbold.

- Men omvendt er vi alle nødt til at respektere nogle regler. Jeg aner ikke, om de gjorde det eller ej, men UEFA ser det selvfølgelig sådan, at de ikke gjorde fulgte reglerne, og vi vil se, hvad der sker, siger Klopp. 

Manchester City har valgt at anke dommen til sportsdomstolen CAS i håbet om at få annulleret eller nedsat straffen.

Læs også: Manchester City kan få frataget Premier League-titel

Læs også:Liverpool i snæver sejr på Carrow Road