Kasper Schmeichel er et emne i Chelsea
Foto: Getty Images
Premier League

Kasper Schmeichel er et emne i Chelsea

Både danske Kasper Schmeichel og den 36-årige tjekke Petr Cech bliver nævnt som erstatning for Courtois, hvis han skifter til Real Madrid, melder Sky Sports.

Rygterne har i længere tid kørt på, at Chelsea-målmanden Thibaut Courtois er på vej ud af klubben, da Real Madrid virker meget interesserede i ham. Derfor skal London-klubben muligvis ud og finde en ny spiller til at stå mellem stængerne.

Her bliver den tidligere Chelsea-spiller Petr Cech udpeget som en mulighed af engelske Sky Sports. Han er dog ikke den eneste, der bliver nævnt af det engelske medie. Det samme gælder den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel.

For Petr Cechs vedkommende er der tale om lidt af en tilbagevenden, hvis det ender med, at han kommer til at stå for Chelsea igen. Han stod nemlig for klubben i 11 år mellem 2004 og 2015, hvor han var med til at vinde fire engelske mesterskaber.

Kasper Schmeichel har desuden også fået slået sit navn fast i det engelske, hvor det nok var de færreste, der kunne overse Leicesters mesterskab i 2016, hvor den danske målmand spillede en væsentlig rolle.

Courtois ser samtidig ud til at være godt på vej videre. Han har ét år tilbage af sin kontrakt med Chelsea, og det lader til, at han i de kommende dage vil afgøre, hvordan fremtiden ser ud.

I den seneste sæson endte det med, at Chelsea blev nummer fem, som betyder, at de i næste sæson spiller med i Europa League.