Da Aston Villa onsdag aften offentliggjorde fyringen af Paul Lambert, som havde været træner i Birminham-klubben siden 2012, gik jagten i gang på at finde en ny manager.
Men ikke kun klubben spekulerer over, hvem som bliver næste mand i trænersædet. Pressen leger nemlig også med, og allerede i dag er medierne ude med bud på nye navne, som er i spil til jobbet som ny Premier League-manager.
Specielt Daily Mirror er kommet op med en liste på tre navne, hvor favoritten skulle siges at være den tidligere Tottenham-manager, Tim Sherwood, som ellers i de seneste dage er blevet rygtet kraftigt til jobbet i Queens Park Rangers, ligesom Michael Laudrup er det.
Derudover skulle Randy Lerner, ejer af Aston Villa, også have haft et øje til Brentford-bossen, Mark Warburton, som har fået besked på, at han bliver fyret, selvom det skulle lykkes ham, at rykke Brentford op i Premier League for første siden Anden Verdenskrig. Lige nu ligger Brentford på en sjetteplads, hvilket gør at holdet vil spille med i play off-kampene om oprykrykning, hvis stillingen holder stik i de sidste 16 runder.
Den sidste kandidat til jobbet er den tyske legende, Jurgen Klinsmann. Den 50-årige amerikanske landstræner har også en fortid som tysk landstræner samt træner i Bayern München, men måske vigtigst af alt, har han erfaring fra Premier League. I 1990'erne var tyskeren nemlig, á to omgange, på kontrakt i Tottenham.
Indtil videre er det dog Scott- og Andy Marshall, henholdsvis førsteholds- og målmandstræner i klubben, som overtager træningen på Villa Park.