Klubber skal sprænge banken for Henderson
Sunderlands centrale midtbanespiller, Jordan Henderson, har gjort det fremragende for den engelske klub i løbet af det seneste års tid, og da dåbsattesten afslører en alder på blot tyve år, betyder det, at der bliver holdt rigtig godt øje med ham fra de engelske topklubber.
Angiveligt skulle både Manchester United, Manchester City og Liverpool være interesserede.
Men hvis Jordan Henderson skal lokkes væk fra Sunderland, må den købende klub være forberedt på at skulle åbne op for den helt store tegnebog. Skysports.com erfarer, at Liverpool for nyligt bød 113 millioner kroner for midtbanespilleren men fik tilbuddet afvist.
Sunderland skulle efter sigende kræve minimum 175 millioner kroner for Henderson plus en direkte erstatning til hans plads på banens midte. Hos Manchester United skulle Sunderland have udpeget sig Darren Gibson til at indgå i en eventuel handel.
Om Jordan Henderson er de mange millioner værd, får de danske fodboldelskere meget snart rig mulighed for selv at vurdere. Midtbanespilleren er nemlig med på det engelske landshold, der skal spille U/21-EM i Danmark i denne måned.