Southamptons senegalesiske angriber Sadio Mane lavede lørdag eftermiddag Premier Leagues histories hurtigste hattrick på bare to minutter og 56 sekunder, da Southampton slog Aston Villa med hele 6-1.
Southamptons hollandske manager Ronald Koeman kunne ikke holde sin begejstring tilbage for sin angriber efter kampen, da han mødte tv-kanalen BT Sport.
- Det var fabelagtigt af Mane. En spiller som ham skal ikke have den plads, han fik, for så straffer han dig. Hele holdet gjorde et godt stykke arbejde, og jeg er stolt af dem, siger Koeman
For Mane selv kom det tydeligvis som en overraskelse, da han fik at vide, at rekorden var hans.
- Virkelig? Var dét det hurtigste hattrick i Premier League, lød det fra ham, og understregede dog, at sejren var det vigtigste og, at de stadig jagter Europa League-pladserne.
Med én kamp tilbage af Premier League er Southampton ét point efter Tottenham på den nærmeste Europa League-plads.