I sommer fik Manchester City en bøde og nedsat antallet af tilladte spillere i Champions League, fordi klubben brød UEFA's Financial Fair Play-regler. De regler er anfører Vincent Kompany ved at gøre godt og grundigt træt af.
Belgieren mener således, at de blot er blevet skabt af en etableret gruppe af europæiske storklubber for at hæmme fremgangen hos de magtranende mandskaber som Manchester City. Det siger han i et interview med Daily Telegraph forud for Manchester-derbyet klokken 17 i dag.
- Hvad man gør er faktisk at beskytte de få, som allerede har opganisationen til at skabe nok omsætning, til at de kan investere mere end alle andre, lyder det.
- Hvis man ser på forretningsverdenen, kan man ikke sige til enhver, at de ikke må investere. Jeg forstår, at fansene skal beskyttes, klubberne skal beskyttes, men planerne må accepteres.
28-årige Kompany mener i stedet, at en model som Manchester Citys fungerer glimrende, hvis den bare får et par år til at udvikle sig. Succes avler således fans, som avler penge, og i sidste ende er det godt for engelsk fodbold, at der er flere klubber med i toppen.
- Når man vinder noget, får man flere fans. Når man får flere fans, skaber man større omsætning. Det er ikke en dum måde at tænke, når man investerer i en forretning. Da jeg kom til England, var der kun fire klubber i toppen. Fire. Den samme top fire hele tiden, og det er forandret nu, siger Kompany.