Video : Tipsbladet
Premier League

Kontroversielle mål da Arsenal vandt London-brag

Under begge Arsenals mål blev der appelleret for offside, men dommer Mike Dean godkendte scoringerne.

Danske Christian Eriksen, der i løbet af ugen har stjålet overskrifter over hele verdenen, var naturligvis at finde med fra start for Tottenham Hotspurs. Det var dog ikke Eriksen og co, der tilkæmpede sig kampens første chance.

I stedet var det Alexandre Lacazette, der opsnappede en dårlig aflevering fra Eric Dier. Topangriberen tog et smart træk ind i feltet, men afslutningen røg langt over mål.

Værterne fortsatte presset, og efter 18 minutter var Arsenal tæt på. En tværpasning fra Hector Bellerin endte tæt på målet, men Alexandre Lacazette kunne lige nøjagtigt ikke nå bolden. Stor chance, som Arsenal-tilhængerne gerne havde set gå ind.

I modsatte ende af banen rørte brandvarme Christian Eriksen på sig og var særdeles tæt på at sende Tottenham i front. En skarp afslutning tvang Petr Cech til at diske op med en flot redning helt ude ved venstre stolpe. Minuttet efter testede Harry Kane også keeperen med et velplaceret hovedstød.

Men bedst som Tottenham kom tilbage i kampen, slog Arsenal til. Tilbagevendte Shkodran Mustafi steg til vejrs og headede hjemmeholdet på 1-0 efter et godt slået frispark af Mesut Özil. Trods protester om offside fra Tottenham-spillerne blev målet godkendt.

Arsenal fik hul på bylden, og bare seks minutter senere fandt Alexandre Lacazette en velspillende Alexis Sanchez, som tæskede bolden i netmaskerne. Også her blev der appelleret for offside, men igen dømte dommeren en scoring til hjemmeholdet. Da Alexandre Lacazette modtog bolden i sit løb, hævede Tottenham-spillerne ellers armen i vejret.

Efter pausen fortsatte hjemmeholdets dominans. Store chancer blev det ikke til, før Christian Eriksen svarede tilbage med en hård afslutning uden for feltet. Men danskeren havde ikke samme held med sig som i storsejren over Irland.

Minutter efter stod Alexis Sanchez fuldkommen fri uden for feltet, men med tyve minutter igen kunne offensivspilleren ikke sende en kvalificeret afslutning afsted. Ti minutter senere headede Eric Dier på mål, men Petr Cech afviste hovedstøddet.

Med en stadig åben kamp i slutminutterne blev det dog ikke til flere scoringer, og dermed vandt Arsenal rivalopgøret med 2-0. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.