Video : Tipsbladet
Premier League

Lacazette om færre mål: Det er min første sæson

Den franske stjerneangriber kommer til at få svært ved at holde sit scoringssnit i Arsenal.

Alexandre Lacazette bombede løs i Lyon, og det fik Arsenal til at hente franskmanden i sommer. Angriberen anerkender dog, at han nok ikke kommer til at score lige så mange mål i den engelske klub.

Selvom han har nettet fire gange i syv kampe, får Lacazette problemer med at nå op på lige så mange som tidligere.

- Jeg vil gøre mit bedste for at score lige så mange mål som tidligere, men der er en stor forskel i, at jeg spillede næsten hver kamp i Lyon. Her vil manageren gerne rotere for at holde os friske til Premier League, siger Alexandre Lacazette ifølge goal.com.

- Jeg vil prøve at score mål, men det er min første sæson, så det hele er ret nyt.

Alexandre Lacazette er også enig med Mathias ‘Zanka’ Jørgensen i, at Premier League er langt mere fysisk end andre ligaer.

- Den største forskel i Premier League er, at kampene er meget mere fysiske. Farten på spillet er også anderledes. Nu forstår jeg virkelig, hvad det betyder at spille fra boks til boks, forklarer Lacazette.

Alexandre Lacazette scorede 37 gange i 45 kampe i sidste sæson.