Lars Friis i spidsen for reserveholdet: En super fed udfordring
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Premier League

Lars Friis i spidsen for reserveholdet: En super fed udfordring

Reserveholdstræneren er blevet forfremmet i Brentford, og det samme er Lars Friis, så han nu er ansvarlig for Brentfords B-hold. Noget, han er glad for.

Danskerne stiger for alvor i graderne i Brentford.

I marts 2015 blev Rasmus Ankersen, der også er bestyrelsesformand i FC Midtjylland, ny sportsdirektør i engelske Brentford, og her tre år senere er der på få måneder et par danskere, der har fået nye roller.

Thomas Frank er blevet førsteholdstræner for Brentford, efter Dean Smith forlod klubben og blev træner for Aston Villa. Han tog Richard O'Kelly med sig, og så var Brentford på udkig efter to nye assistenter. Den ene var Brian Riemer, og den anden er også fundet nu og hedder Kevin O'Connor.

O'Connors nye rolle betyder, at Lars Friis er steget i graderne og har overtaget jobbet som træner for Brentfords reservehold. Han var udviklingstræner i Brentford. Og danskeren glæder sig over den nye rolle.

- Rasmus og Phil (Ankersen og Giles, red.) ringede og spurgte, om jeg ville tage over, og det vil jeg selvfølgelig. Det handler først og fremmest om at hjælpe klubben, og så er det også en super fed udfordring. Vi har en del spillere, som vi har snappet op fra andre klubber, og vi har faktisk nogle store talenter gående. Vi har et af de største finske talenter, vi har et af de største tjekkiske talenter (Jaako Oksanen og Jan Zamburek, red.), og vi har nogle store danske talenter. Så det er en fed udfordirnger, siger Lars Friis til tipsbladet.dk.

Strukturen i Brentford er anderledes end i mange andre klubber.

Brentfords B-hold spiller ikke med i en egentlig reserveholdsturnering. I stedet arrangerer klubben en masse testkampe, den spiller med i to mindre, lokale pokalturneringer, og man rejser til udlandet for at spille med i udenlandske turneringer. Det tror Brentford på er med til at udvikle spillerne, så de kan tage skridtet fra B-holdet til førsteholdet.

Netop arbejdet med overgangen fra B-holdet til A-holdet har været et af kerneområderne for Lars Friis i stillingen som udviklingstræner.

- Der er allerede lavet et stort og godt stykke arbejde, så for mig kommer det til at handle om at skabe og vedligeholde et miljø, så man tager ansvar for egen læring. Træneren skal ikke skubbe på. Det er det mindset, spillerne skal have. Med mit menneskesyn og den baggrund, jeg har, tror jeg også, det kommer til at passe fint ind, siger Lars Friis, der blandt andet har været med til at hjælpe dansker på førsteholdet.

- Det er spillere som Emiliano Marcondes og Chris Mepham, jeg har arbejdet meget med.

Den tidligere FC Midtjylland- og AGF-træner Lars Friis har hjulpet til omkring førsteholdet, til der var fundet en løsning i forhold til assisterne. Det er der altså nu, og så kan Lars Friis overtage jobbet som træner for reserveholdet.