Leicester formåede søndag aften at spille 1-1 med Chelsea på Stamford Bridge og var endda tæt på at tage alle tre point til sidst, hvor både James Maddison og Youri Tielemans havde store chancer for at score til 1-2.
Og det har givet førstnævnte blod på tanden. Den engelske midtbanespiller drømmer i hvert fald om at kvalificere sig til europæisk fodbold med Leicester i denne sæson.
- Vi vil ud i Europa. Hvis det var Troy Deeney fra Watford eller Dominic Calvert-Lewin fra Everton, ville de have sagt det samme, og det ville være dumt af mig, hvis jeg ikke gjorde det, siger Maddison til Premier Leagues hjemmeside og tilføjer:
- Hvis man kigger på kvaliteten i vores trup, har vi den offensive kunnen og den defensive struktur til at kæmpe med om top seks. Det er ikke en let opgave. Vi skulle have vundet (mod Chelsea red.) og gjorde det ikke, men det er stadig det, vi arbejder hen mod.
James Maddison stod for oplægget til Wilfred Ndidis 1-1-scoring mod Frank Lampards mandskab.