Video : Tipsbladet
Premier League

Lindegaard fik reservedebut for Burnley: Jeg har brug for kampe

Den tidligere landsholdsmålmand fik mandag sin første kamp for Burnley, da han spillede for reserverne. Han har brug for mere af den slags for at konkurrere om pladsen på førsteholdet.

Anders Lindegaard er tilbage i en Premier League-klub, efter han i sidste uge skrev kontrakt med Burnley, og mandag fik han sine første minutter for klubben. Det skete i en U23-kamp mod Hull City, der endte 0-0.

Dermed havde den tidligere landsholdsmålmand altså held med at holde nullet i sin første optræden, og han sigter nu mod at dyste med om pladsen i målet for førsteholdet. Førstevalg Tom Heaton er skadet, og i hans fravær har Nick Pope spillet.

Derfor var det glædeligt for Lindegaard at få 90 minutter i benene, omend det var for reserverne.

- Jeg har brug for kamptræning, så det var godt, og jeg var glad for at spille. Der er mange andre mekanismer, når man spiller kampe, end når man bare træner. Det handlede primært om de mekanismer og om at få dem på plads igen, så det var rart, og drengene gjorde det godt, siger målmanden til klubbens hjemmeside.

33-årige Lindegaard har ikke spillet førsteholdsfodbold i snart et år, eftersom han senest var på banen for Preston North End i oktober i fjor. Han har endnu nogen tid til at forsøge at spille sig på holdet i Burnley, da Tom Heaton risikerer et par måneders pause, mens han plejer den skulder, der blev slået ud af led.

Lindegaard har kontrakt med Burnley til sommeren 2018.