Lindegaard på ønskelisten i storklub i Portugal
Illustration
Premier League

Lindegaard på ønskelisten i storklub i Portugal

Benfica vil have Anders Lindegaard, skriver Daily Mail.

Den danske målmand Anders Lindegaard er på vej væk fra Manchester United, og selvom målmanden helst vil blive i England, ser det ud til, at han kan være på vej til Portugal. 

Det engelske medie Daily Mail skriver således, at Anders Lindegaard er på ønskelisten i den portugisiske storklub Benfica. 

Benfica er på udkig efter en målmand denne sommer, og tidligere har klubben været ude efter Mainz' keeper Loris Karius, der dog har afvist at skifte til portugiserne. Det kan åbne døren for Anders Lindegaard. 

Ender det med et klubskifte til Benfica for Anders Lindegaard, betyder det, at målmanden kommer til at spille for Portugals mest vindene klub. Benfica er også forsvarende portugisiske mestre og deltager i Champions League i den kommende sæson. I sidste sæson nåede Benfica desuden finalen i Europa League. 

Tidligere på ugen udtalte Anders Lindegaards agent Michael Stensgaard, at målmanden vil væk fra Manchester United denne sommer, og nu ser det altså ud til, at de første klubber er begyndt at røre på sig.