Lindelöf jubler over VM-billet: Vi har altid troet på det
Foto: Getty Images
Premier League

Lindelöf jubler over VM-billet: Vi har altid troet på det

Manchester Uniteds Victor Lindelöf jubler over, at Sverige skal med til næste års VM-slutrunde i Rusland.

Sverige var på forhånd ikke spået mange chancer, da det stod klart, at de skulle møde Italien i to altafgørende playoff-kampe om at komme med til VM. 

Svenskerne tog dog fusen på alt og alle, da de hjemme på Friends Arena vandt med 1-0, hvorefter det i går blev til en nulløsning på italienernes hjemmebane. 

De italienske forhåndsfavoritter måtte derfor indse, at det for første gang siden 1958 ikke blev til en VM-billet, mens jublen kunne bryde løs i den svenske lejr og hos Manchester United-spilleren, Victor Lindelöf, der spillede fuld tid for Sverige i begge opgør: 

- Det er første gang, jeg skal med til en VM-slutrunde, og jeg er bare så glad, sagde han efter opgøret. 

- Vi vidste, at det ville blive to meget hårde kampe, men efter vores sejr på hjemmebane, vidste vi, at det kunne lade sig gøre (at kvalificere sig, red.) 

Inden kvalifikationen måtte Sverige tage afsked med nationens bedste spiller, Zlatan Ibrahimovic, der valgte at indstille sin landsholdskarriere.

Men selvom svenskernes trup ikke er den mest profileret, troede de fra starten af, at det kunne lade sig gøre at komme med til VM: 

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det her hold, men vi arbejder alle sammen stenhårdt for hinanden, og vi kender vores styrker. 

- Vi har altid troet på, at vi ville komme med til en VM-slutrunde, og nu er vi her. 

Det er 12. gang, Sverige har kvalificeret sig til VM. Sidste gang de var med, var tilbage i 2006, hvor det blev til exit mod værterne fra Tyskland.