Video : Tipsbladet
Premier League

Lingard håber på top fire: Vi tror på det som hold

Manchester United tror stadig på top fire, slår Jesse Lingard fast.

I de forgangne fire runder i Premier League er det blevet til tre uafgjorte og et nederlag for Manchester United, og Jose Mourinhos mandskab er i øjeblikket på ottendepladsen i rækken.

Men selv om de er otte point efter Chelsea på fjerdepladsen, håber de stadig på en plads iblandt de fire øverste. Det fortæller offensivprofilen Jesse Lingard ifølge Goal.

- Vi tror på det som hold, slår Lingard fast og understreger, at de skal tage én kamp af gangen:

- Der er lang tid tilbage af sæsonen, så for os det handler om at tage hver eneste kamp, som den kommer, og forsøge at få de tre point. Det er det vigtigste.

- Især i denne måned er der mange kampe, så vi har brug for, at alle i truppen er klar. Der vil selvfølgelig blive roteret en del, men alle er klar til at spille og give 100 procent i hver kamp, fortæller Lingard.

I den kommende runde skal Lingard og kompagni forsøge at komme tilbage på sejrssporet, når de tager imod Premier Leagues sidsteplads, Fulham, på Old Trafford.