Liverpool er blevet enige med RB Leipzig om prisen på den unge midtbanespiller Naby Keita.
Det betyder, at Keita skifter til engelsk fodbold efter denne sæson.
Den 22-årige landsholdsspiller fra Guinea imponerede stort i Bundesligaen i sidste sæson, hvor han gennem turneringen var blandt de bedste midtbanespillere.
Hans nøglerolle for RB Leipzig understreges af, at han noterede sig for otte mål i 31 Bundesliga-kampe for sidste sæsons sølvvindere i Tyskland.
- Jeg er meget glad for, at jeg kan blive en del af et projekt, som jeg beundrer meget, siger Keita til Liverpools officielle hjemmeside.
- Frem til næste sommer vil jeg være dedikeret til opgaven i Leipzig. Jeg har altid givet alt, jeg har i mig, når jeg er trukket Leipzig-trøjen over hovedet. Og sådan vil det fortsætte med at være frem til det sidste fløjt i denne sæson, lyder det videre.
Liverpool fortæller ikke, hvor lang en kontrakt Keita har fået.