Premier League

Liverpool jagter Serie A-spiller

Matias Silvestre. Det navn er der ikke mange, der har hørt før. Alligevel skulle det være en af de spillere, man holder særdeles godt øje med i Liverpool.

Liverpool har allerede hentet Jordan Henderson i Sunderland, men ikke ret meget tyder på, at Merseyside-klubben dermed er færdige med at handle ind for i år. Klubben sættes jævnligt i forbindelse med nye spillere, men ofte er det de samme rygter, der går igen. Men nu er et nyt navn dukket op i rygtemøllen på Anfield Road.

Catanias 26-årige forsvarsspiller, Matias Silvestre, skulle nemlig være et varmt navn i Beatles-byen. Argentineren, der kom til den italienske klub i 2008, har imponeret stort i den netop afsluttede sæson, og det har man angiveligt noteret sig i Liverpool.

Derfor er englænderne blandt de klubber, der jagter Silvestres underskrift.

- Vi har en række spillere, der er på vej videre i karrieren, og på toppen af den liste, er Silvestre. Men jeg vil selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan for at holde på ham, da han er en dygtig spiller. Der er to italienske klubber, der jagter ham, men også Liverpool og Villarreal er interesserede, siger Catanias præsident, Pietro Lo Monaco til

itasportpress.ita.

Præsidenten sammenligner Silvestre med Milan-stjernen Thiago Silva.

- Silvestre er ligeså meget værd som Thiago Silva og scorer flere mål, fortæller Lo Monaco.

Havner Matias Silvestre i Liverpool, skal han blandt andre kæmpe med Daniel Agger om en plads i startopstillingen.