Premier League

Liverpool-legende roser Rodgers

Finske Sami Hyypiä mener, at den nye stil som Brendan Rodgers står for gør Liverpool svære at spille imod.

En af fodboldens største gentlemen, finske Sami Hyypiä spillede 460 førsteholdskampe for Liverpool, og den legendariske forsvarsspiller er stadig en afholdt herre på Anfield. Nu står den finske klippe i spidsen for Bayer Leverkusen, og i var han så tilbage på Anfield med sit tyske hold for at spille en træningskamp.

Efter 3-1-nederlaget til sin tidligere klub roste Hyypiä den nuværende Liverpool-træner for den nye spillestil.

- Liverpool spillede godt i dag (i går, red.) og Brendan Rodgers har ændret holdets udseende en smule. Han har skabt et nyt system, der er svært at spille imod, fortalte Hyypiä efter kampen.

Den 38-årige finne er desuden fortrøstningsfuld om sit gamle holds chancer for at dyste med om næste sæsons Champions League-pladser.

- Tiden vil vise, om de kan kæmpe med om en Champions League-plads, men jeg håber det. Siden jeg forlod klubben, har jeg håbet, at Liverpool klarer sig godt, og jeg forhåbentlig sker det i denne sæson, forklarede Hyypiä.

Liverpool kom i front med 3-0 på mål af talentet Raheem Sterling, tilbagevendte Lucas Leiva og Andy Carroll, før Sidney Sam reducerede til slutresultatet 3-1 i anden halvleg.