Liverpool må undvære Sturridge indtil oktober
Foto: Rui Vieira/Polfoto
Premier League

Liverpool må undvære Sturridge indtil oktober

Daniel Sturridge kommer først tilbage i træning i september måned, hvorfor han formentlig ikke bliver spilleklar for Liverpool før oktober.

I tirsdags blev Daniel Sturridge opereret i hoften i håbet om, at det ville sætte en stopper for angriberens skadesproblemer. Desværre for Liverpool og Sturridge selv betyder operationen, at han er ukampdygtig de næste fire måneder.

Ifølge the Guardian kommer han således først til at kunne træne med igen til september. Og eftersom han begynder sin sæsonopstart to måneder senere end holdkammeraterne, må han nok vente til midten eller slutningen af oktober, før han kan spille kampe, skriver avisen. 

Dermed ser den 25-årige englænder ud til at gå glip af mindst to måneder af den nye sæson, som skydes i gang 8. august. Til gengæld er meldingen fra New York, hvor han blev opereret, at operationen forløb, som den skulle. 

Den opererende læge, Bryan T. Kelly, mener endda, at indgrebet i hoften kan være med til at udrydde nogle af de underliggende årsager til Sturridges mange skader. Skader, der har betydet, at han blot har startet syv Premier League-kampe i denne sæson.